Vision
Demokrativærnet arbejder for at gøre Danmark til verdens mest demokratiske samfund – både nu og i fremtiden.
Målsætningen er klar: i 2030 skal halvdelen af landets kommuner være Demokrativærnskommuner, og mindst 500.000 borgere skal have været i berøring med Demokrativærnet gennem oplysning, debat eller undervisning.
Gennem fællesskab, oplysning og aktiv deltagelse styrkes demokratiet som livsform og det sikres, at aktivt medborgerskab og demokratisk samtale naturligt indtænkes alle steder i samfundet.
Demokratiet kan ikke tages for givet – det skal forsvares, styrkes og leves af os alle.


Baggrund
Verden omkring os forandrer sig. Selv i stabile demokratier udfordres sammenhængskraften af polarisering, mistillid og voksende følelse af afstand mellem borgere og beslutningstagere. Nyhedsundgåelse, misinformation og fremmedgørelse truer den oplyste samtale.
Demokrativærnet er sat i verden for at svare på denne udfordring: En demokratisk oprustning, der skal forstærke og udvikle samfundets sammenhængskraft med vægt på demokratiet som livsform.
Fællesskab, oplysning og mulighed for aktiv deltagelse er hjørnesten i et stærkt demokrati. Demokrativærnet understøtter og udvikler de allerede eksisterende institutionelle rammer for demokratisk deltagelse. Derigennem arbejder Demokrativærnet for at give borgerne handlekraft og medbestemmelse i samfundet og give den enkelte oplevelsen af at være en ressource i et meningsfuldt fællesskab.
Demokratiet skal løbende forsvares og udvikles – ikke kun som reaktion på kriser, men som en vedvarende og positiv kraft.
